Mondux / Om Mondux / Din regning

Din regning

Indeksregulering
Hvad er indeksregulering, og hvad betyder det for din forsikring?
Forsikringssummer, selvrisici og forsikringspræmier bliver hvert år indekseret for at følge den almindelige inflation i Danmark.
Det betyder, at din præmie hvert år vil være lidt højere end det foregående år, selvom der ikke er tale om en egentlig præmiestigning. (dog vil din præmie for bilforsikring eventuelt stadig mindskes, set i forhold til din optjente bonus)
Indeksregulering gør sig gældende for alle forsikringer og i alle forsikringsselskaber.

 
Lovpligtige afgifter
Hvilke lovpligtige afgifter skal du betale, og hvornår bliver de opkrævet?
Når du i Danmark tegner forsikringer opkræves der afgifter til staten og til forskellige hjælpefonde, som Folketinget har oprettet. Folketinget vedtager og fastsætter størrelsen på de forskellige afgifter, og forsikringsselskaberne er blevet bedt om at opkræve disse afgifter:
 
Statsafgift:
Når du tegner en bil-, motorcykel- eller knallertforsikring, bliver du opkrævet statsafgift for køretøjet, og denne afgift afregnes via Mondux direkte til staten. Denne afgift er inkluderet i selve forsikringspræmien, og er en form for "moms" på din forsikring.
Denne afgift svarer til 30% af selve forsikringspræmien på ansvarsdelen af din bil- og motorcykelforsikring. For knallertforsikringer er statsafgiften fast og udgør 230 kr. årligt.
 
Stempelafgift:

I forbindelse med alle typer forsikringer opkræves der en stempelafgift. Afgiften er på 29 øre pr. påbegyndt forsikringssum på 5.000 kr. eller 14 % af den årlige pris på forsikringen. Vi opkræver afgiften, når du betaler forsikringen, og sender herefter pengene videre til staten.
 
CRM-afgift:
Denne afgift er en afgift som opkræves hver gang du tegner en ny motorkøretøjsforsikring, men opkræves kun én gang. Afgiften er på 7 kr. pr. forsikring, og dækker udgiften for motorkontorets udstedelse af forsikringsbeviset. Vi opkræver afgiften, når du betaler forsikringen første gang, og sender herefter pengene videre til staten.
 
Stormflods- og stormfaldsafgift:

I forbindelse med indbo-, hus-, og fritidshusforsikringer opkræves stormflods- og stormfaldsafgift hvert år. Afgiften er på 20 kr. om året pr. forsikring, og afgiften indbetales til en pulje i Danmarks nationalbank. Denne pulje administreres af Stormrådet under Økonomi- og erhvervsministeriet. Pengene udbetales i de situationer hvor der normalt ikke er erstatningsmulighed for ramte familier, men hvor Stormrådet afgør at der er tale om stormflod eller stormfald.
 
Miljøbidrag:
Miljøbidraget opkræves for alle bilforsikringer sammen med den lovpligtige ansvarsforsikring, og udgør 60 kr. om året pr. bilforsikring. Miljøbidraget er finansieringsgrundlaget for den såkaldte "skrotpræmie" bilejere modtager, når deres gamle bil skrottes eller ophugges.Bidraget opkræves af Mondux og afregnes direkte til de statslige told- og skattemyndigheder.
 
Garantifondsbidrag:
Garanti fondsbidrag opkræves ved betaling af motorkøretøjs-, hus- og indboforsikring. Størrelsen på bidraget fastsættes hvert år i oktober af Finanstilsynet, og kan opkræves forskelligt fra forsikring til forsikring. Det vil sige enten som en procentsats af en helårlig pris eller som et fast beløb. Garantifonden skal dække kundernes tab ved evt. fremtidige konkurser inden for skadeforsikringsselskaberne. Bidraget opkræves via Mondux og afregnes direkte til Garantifonden.
Du kan læse mere om afgifter og bidrag på Folketingets hjemmeside.
 

Rykkergebyrer
Hvor lang betalingsfrist har du, og hvornår opkræves rykkergebyr?
Når du modtager din regning på forsikringspræmie eller selvrisiko i forbindelse med en skade, er der noteret en dato for seneste betaling.
Betaler du ikke din forsikring eller selvrisiko inden for denne betalingsfrist, vil du få en påmindelse efter ca. 14 dage. Sender vi en sådan påmindelse, vil du samtidig blive opkrævet et rykkergebyr på 100 kr. pr. påmindelse, rentelovens § 9 stk. 2 og rentelovens § 5 stk. 1.